Hej Tanken.
Tak for dit indspil - som vi da helt sikkert anser for at være konstruktivt. Jeg skal prøve at kommentere noget af det her:
Tage Lægård er bestemt ikke chefredaktør for Odds1. Tage er Tage - dansk odds-spils grand-old man. Han spillede poker, bookmaking og tips før vi blev født, og er den mand i Danmark der har haft næst-flest rækker med 13 rigtige. Tage argumenterer aldrig/sjældent for sine spil, hvilket er ærgerligt (for han plukker dem jo ikke ud i det blå). Men sådan er han. Når vi alligevel får så meget spalte-plads på Odds1 er det fordi vi ved der er rigtigt mange der følger hans spil. Specielt Morgendoublen - som jo konstant er den mest spillede double hos Danske Spil.
Jeg tror det er Dagens Fidus på web-tv du derudover angriber som uprofessionel, og her kan jeg også følge dig. I hvert fald hvis man går til dette produkt på samme måde, som en seriøs analyse. Det er det ikke - og det kan det ikke helt være, for Dagens Fidus SKAL leveres hver dag ... også selvom der i princippet ikke er fiduser på Den Lange man ønsker at spille. Det er et produkt vi leverer til Danske Spil (hvor du også kan se programmet). Jeg gi'r dig dog ret i at Allan Hvid godt kunne argumentere en tand mere end at sige "han tror". Det lover jeg vi kigger på.
Ellers er jeg jo enig i, at det var hårdt at se så mange bruger-analyser uden argumenter og tekst - hvorfor vi naturligvis måtte fjerne dem. Vi er i gang med at opbygge en ekspert-korps der forhåbentlig bliver bedre og bedre hvad angår kvaliteten i analyserne. Men sålænge midlerne er så begrænsede som tilfældet er - så er vi desværre meget afhængige af, hvad vi får "ind" ... fra eksperter og brugere.
Tak for kritikken ... vi tænker lidt videre over den.